Cybertruslen har aldrig været større mod DK

af 5 maj 2018Antivirus, Security

Forsvarets Efterretningstjeneste – Center for Cybersikkerhed vurderer at, danske myndigheder og virksomheder fortsat er truet af en omfattende og voksende spionage via internettet. Truslen kommer fra især fra statsstøttede aktører, der udfører spionage. Cyberkriminelle og politisk motiverede såkaldte hacktivister udgør også en trussel mod danske interesser, om end denne trussel er mindre.

Den teknologiske udvikling gør, at truslen er i konstant forandring. Det stiller store krav til sikkerhedsforanstaltninger og beredskab. Cyberspionage mod offentlige og private mål udgør fortsat den alvorligste cybertrussel mod Danmark. Truslen fra cyberspionage mod danske myndigheder og private virksomheder er MEGET HØJ, lyder vurderingen fra Center for Cybersikkerhed.

Truslen fra cyberkriminalitet er stigende i omfang og kompleksitet, bl.a. fra organiserede kriminelle. Cyberkriminelle ydelser sælges også via internettet, hvor man kan købe et hackerangreb for så lidt som 30 kroner. Det fortæller Jan Johansen fra sikkerhedsfirmaet Checkpoint til Berlingske.

Sidste år i juni var det A.P. Møller-Mærsk, der blev ramt af et angreb, der egentlig var skabt til at gøre skade i Ukraine. Det kostede 1,9 milliarder kroner i direkte udgifter, har selskabet siden gjort op. “Det var fantastisk, at Mærsk kunne komme så hurtigt op igen, og at de satte pris på, hvad det kostede dem. De har betalt dyre lærepenge. Man kan få rigtig meget it-sikkerhed for de penge, og vi er rigtig, rigtig dumme, hvis vi ikke lærer af Mærsks erfaringer i stedet for selv at betale dyre lærepenge ” sagde Thomas Lund-Sørensen, leder af statens IT-forsvarstjeneste, Center for Cybersikkerhed på konferencen Innotalk, arrangeret af Innovationsfonden.