Hackningen har kostet milliarder

af 16 september 2017Antivirus, Security

Sommerens globale hackerangreb viste med al tydelighed, hvor sårbare vi er overfor cyberkriminelle. Private virksomheder, hospitaler, havne, banker og lufthavne i flere end 60 lande blev ramt i cyberangrebet, der var udført med såkaldt ransomware, som låser computere og it-systemer og krypterer data.

A.P. Møller-Mærsk blev hårdt ramt, og selskabets containerhavne verden over stod i flere dage stille, mens der blev arbejdet på højtryk på at finde en løsning.

Samtidig kunne Mærsks kunder ikke få at vide, hvor deres fragt befandt sig henne, ligesom de i en periode ikke kunne indgive bestilling på ny fragt. ”Disse nedlukninger resulterede i en markant afbrydelse af vores forretning i perioden med begrænset finansiel effekt i andet kvartal og større i tredje kvartal grundet tabt omsætning,” skriver A.P. Møller – Mærsk i sit regnskab. Helt konkret vurderer Mærsk, at hackerangrebet vil koste selskabet mellem 1,3 og 1,9 milliarder kroner.

Mærsk betegner den malware, der blev brugt i angrebet, “som hidtil uset” og oplyser, at antivirusprogrammer og lapninger af sikkerhedsbrister i Windows ikke var nok til at holde virussen ude. ”Vi har indført forskellige og yderligere beskyttelsestiltag og gennemgår fortsat systemer for at beskytte sig mod angreb,” oplyser rederiet.